top of page

Favoritterne tog titlerne i MHO Danish Endurance-serien

Forfatters billede: MHO-Co Danish Endurance Championship
MHO-Co Danish Endurance Championship
5. okt.
2 min læsning

Fire titler var endnu på spil i MHO Danish Endurance Championship, da sæsonen i årets DEKRA Danish Supercar League i weekenden blev afsluttet på Padborg Park. Tre af dem gik til forhåndsfavoritterne, mens én fik en uventet forhåndsafgørelse.

 

Det skete i sæsonens deltagermæssigt største division – division 4 – hvor 14 forskellige teams gennem sæsonen har deltaget, men hvor to teams inden afslutningen stod á point inden finaleweekenden på Padborg Park, mens yderligere to var i spil til divisionsmesterskabet.


 

Lidt usædvanligt for et løb i MHO Danish Endurance Championship ramlede to af de fire mesterskabskandidater sammen allerede ved det første af weekendens to løb. ST Competions Mitjet-racer med Thue Henriksen, Ikast, og Sally Racings Porsche 911 med Peter Obel, Kalundborg, holdt klinet op ad autoværnet på langsiden, så der måtte indsættes safety car. Nu skulle de håbe på uheld for rivalerne, hvis de skulle have en mulighed for at holde liv i deres mesterskabschancer.


 

Den chance fik de ikke. Lucas Kent Jensen/Nicolai S. Jonas, Herning/København, leverede ikke bare stabil kørsel i deres Cupra TCR fra Sally Racing. De tog også en divisionssejr i lørdagens løb og var dermed mestre før tid.


 

Også i division 5 og 6 blev divisionsmesterskaberne afgjort i sæsonens næstsidste løb.

 

Step Motorsports teenagere Erik Poulsen/Marco Garst, Sverige/Helsinge, havde i deres åbne Radical-racer en mulighed for divisionstitlen, og selv om de var bedst i begge løb, kunne Michael Nielsen, Vejle, tage sit fjerde divisionsmesterskab i MHO Danish Endurance Championship, selv om han havde en hård weekend, hvor han var i infight med en konkurrent.


 

I den hurtigste division – division 6 – forvandlede Mascot Motorsports Peter Hegelund, Hadsten, sin solide føring til et mesterskab efter en weekend med maksimumpoint – to pole positions og to løbssejre – mens Birk Motorsports Lamborghini med Mikkel C. Johansen/Marco Gersager, Slagelse/Solrød, måtte nøjes med andenpladsen i divisionen. Til gengæld sikrede de sig distancepokalen, da de tilbagelagde 1.296,4 km mod de 1.217,8 km, som Lucas Kent Jensen/Nicolai S. Jonas, kørte i Sally Racings Cupra-racer.


Foto: Grippo.

 
 
bottom of page