Foreløbig 2027-kalender klar

Arbejdet på den kommende sæson på de danske asfaltbaner er i fuld gang. Mange detaljer mangler at komme på plads, men det ligger allerede nu fast, at der også i 2027 kommer til at være seks løbsweekender i DEKRA Danish Supercar League. Det bliver atter løbsweekender, hvor der er skruet op for aktiviteterne både på og uden racerbanerne.

Der vil være børneklub for de mindste med aktiviteter i den populære fanzone, hvor dagen afsluttes med præmieoverrækkelser, ligesom alle får mulighed for at se racerbilerne og møde kørerne under gridshowet, der krydres med flyshow. Og skulle man – ganske uventet – være forhindret i at være til stede, vil den afsluttende løbsdag ved alle seks løbsweekender blive vist live på løbsseriens YouTube-kanal.

Den løbskalender, som aktuelt er på tegnebrættet, bliver markant anderledes end de tidligere for DEKRA Danish Supercar League.
”Den store nyhed bliver, at Night Race på Padborg Park bliver finalen i DEKRA Danish Supercar League,” fortæller promotor Bent Dyhre Hansen. ”Samtidig kommer Night Race til at foregå tre uger senere. I år blev løbet afviklet på den første lørdag i september, nu kommer det til at ske på den sidste lørdag i september. Flytningen betyder, at solen går ned godt en time tidligere, så kørere i flere klasser kan få den specielle oplevelse med race i mørket.”

Den foreløbige løbskalender for DEKRA Danish Supercar League 2027 ser således ud:
24.-25. april 2027 Padborg Park Åbningsløbet
5.-6. juni 2027 FDM Jyllandsringen Juniløbet
26.-27. juni 2027 Padborg Park Sommerløbet
20.-22. august 2027 FDM Jyllandsringen Grand Prix Danmark
11.-12. september 2027 Ring Djursland Efterårsløb
24.-25. september 2027 Padborg Park Night Race
Ovenstående løbskalender er som sagt foreløbig. Den er i øjeblikket i høring hos de tre baner, som skal lægge asfalt til festlighederne, og senere skal den endelig godkendes af Dansk Automobil Sports Unions banesportsudvalg.

Det er planen, at såvel MHO Danish Endurance Championship som Grand Prix Tours Legend Car Cup skal deltage ved alle løbsweekender i DEKRA Danish Supercar League.
De nærmere detaljer omkring løbskalenderen for Selected Car Group Super GT offentliggøres senere.
Foto: Grippo.
