top of page

Super GT-mesteren skifter team

  • Forfatters billede: SuperGT
    SuperGT
  • 21. dec.
  • 1 min læsning

Det bliver ikke hos Outzen Motorsport, at Martin Andersen, Viborg, kommer til at forsvare den titel i Super GT Danmark, som han vandt i denne sæson. Midtjyden har nemlig valgt at skifte til Selected Car Racing – det team, som i forgangne sæson deltog under RaceGroup-navnet.


ree

 

“Jeg ser frem til et virkelig stærkt 2026 med Selected Car Racing. Jeg kommer til teamet som forsvarende mester i Super GT og går benhårdt efter at forsvare titlen,” siger Martin Andersen, der skal danne makkerpar med Simon Seiersen, Ikast.

 

”Simon er inde i en virkelig flot udvikling, og jeg ser meget frem til at få gang i vores nye samarbejde.”

 

”Med Martin Andersen får vi en super profil og favoritten til at tage mesterskabet i Super GT ombord. Martin er utrolig stabil. Han kører med et godt overblik, og jeg tror faktisk, at vi kommer til at se ham køre endnu hurtigere i den kommende sæson, når vi sammen kommer til at arbejde med alle de små detaljer,” lyder det fra Henrik Lundgaard, der er teamchef for Selected Car Racing.

 

”I mine øjne kommer vi med den helt rigtige kombination af talent og erfaring. Simon Seiersen kan lære rigtigt meget af Martin, når det handler om at sætte en sæson sammen på et højt niveau, og jeg glæder mig rigtigt meget til at arbejde sammen med dem begge.”


Foto: Selected Car Racing.

 
 
bottom of page